M/S Interview med Arbejdermuseet

Samarbejde betaler sig

Sidste år indgik to vidt forskellige museer et usædvanligt samarbejde. Arbejdermuseets museumsbutik trængte til fornyelse og hyrede M/S Museet for Søfart som konsulent. Det forandrede ikke bare butikkens sortiment, men også hele organisationens syn på de kommercielle afdelinger.

Når det gælder besøgstal og indtjening, holder mange museer kortene lidt ind til kroppen. I 2022 lagde Arbejdermuseets vicedirektør, Linda Nørgaard Andersen, alle kort på bordet overfor M/S Museet for Søfarts kommercielle direktør, Mai Maria Beck. Arbejdermuseet ønskede at forandre og gentænke museumsbutikken, som en del af gæsteoplevelsen. Varesalget var faldende, og der var et stort ønske om at styrke sammenhængen mellem butikken og resten af museets fortælling.

Mai Maria Beck stod overfor lignende udfordringer, da hun overtog styringen af de kommercielle afdelinger på M/S Museet for Søfart. I dag er museumsbutikken på M/S og den tilhørende webshop en professionel drevet forretning med signaturvarer, designsamarbejder med produkter skabt specielt til museet og en butik, der er en forlængelse af museets fortælling og udtryk. Derfor besluttede vicedirektøren for Arbejdermuseet sig for at række ud til kollegaen på M/S Museet for Søfart.

”I stedet for at få en konsulent udefra til at udvikle museets butik, hyrede jeg Mai Maria Beck ind til opgaven. Dermed fik jeg en sparringspartner, der kender museumsbranchen indefra, og ved alt om en museumsbutiks virkelighed og hverdag,” fortæller Arbejdermuseets vicedirektør, Linda Nørgaard Andersen.

Samarbejdet mellem de to museer var fra starten baseret på gensidig ærlighed og tillid. Der blev også afsat ressourcer og timer til projektet. Butikspersonalet på Arbejdermuseet har sammen med Mai Maria Beck og hendes medarbejdere været igennem seks forskellige moduler med forskellige emner. De har arbejdet med gode rutiner og indkøbsstrategier, datadrevet forretningsførelse og strategiske partnerskaber, der kan være med til at brande både museet og butikken. Men forandringen starter med synliggørelse.

”Det er vigtigt at synliggøre de kommercielle afdelingers relevans i forhold til museets vision og mission. Butikkens varer og udtryk skal være en forlængelse af museets kernefortælling. Museumsbutikker og andre kommercielle afdelinger fungerer ofte som selvstændige satellitter, der ikke hænger sammen med resten af museet. Det er vigtigt, at få butikken synliggjort som en værdifuld del af museets kernefortælling. Det gør også arbejdet med butikken mere meningsfuldt for alle i organisationen,” siger Mai Maria Beck, kommerciel direktør på M/S Museet for Søfart.

Besøg i et andet museumsmaskinrum

Samarbejdet har været inspirerende for alle parter. Medarbejderne i de to butikker har besøgt hinanden flere gange. I et af modulerne blev alle udstyret med blok og pen for at gå på opdagelse i Arbejdermuseets samlinger. De skulle undersøge om butikkens produkter afspejler udstillingerne og museets emnefelt. De skulle også gå på jagt efter genstande eller temaer, som måske en dag kunne blive til nye varer på butikkens hylder.

”Det er både sjovt og lærerigt at besøge et andet museums maskinrum og samlinger. Du bliver mere bevidst om egne ressourcer og de mange muligheder, der ligger i kulturel forretningsførelse,” siger Mai Maria Beck.

Det modul gav Arbejdermuseet et stort katalog af ideer til produkter, signaturvarer og muligheder for samarbejder. Flere af dem er blevet til produkter, som gæster på Arbejdermuseet køber med hjem i dag. For eksempel Anker pilsneren. Et specialdesignet produkt inspireret af Arbejdermuseets særudstilling om den folkelige statsminister Anker Jørgensen. I udstillingen ses bl.a. et foto af den øldrikkende statsminister, der til enhver tid foretrak øl fremfor vin. Derfor kan gæster på museet købe fire pilsnere med en særlig Anker etikette og i en emballage med et citat fra udstillingen. De kan selvfølgelig også nyde en kold Anker pilsner i museets kaffebar og restaurant. Den specialdesignede emballage har gjort pilsneren til en af de bedst sælgende varer i butikken.

”Det er detaljerne og finishen, der løfter varen til mere end øl. Museets gæster køber ikke bare fire øl. De køber et stykke af udstillingen og fortællingen om Anker Jørgensen med hjem. Anker pilsneren er et godt eksempel på, hvordan et godt og gennemført produkt i museumsbutikken kan ende med være en del af museets fortælling og et brand for både butik og museum,” siger Mai Maria Beck.

Et tværfagligtsammenskudsgilde

Anker pilsneren viser også den forandring, der er sket på Arbejdermuseet efter det usædvanlige museumsarbejde. Omsætningen er steget. Medarbejdere i butikken har fået et nyt sprog og tænker på en helt anden måde.

”Det bedste er den begejstring, der er fulgt med forandringen. Alle arbejder på en anden måde. Vi tør tage chancer og har fået en helt anden bevidsthed om det. Vi har fået mod på at tage dyrere varer ind end før. Vi bruger mere tid og flere ressourcer på det, og tænker det mere sammen med udstillingsholdet og kommunikationsafdelingen. Det er på mange måder blevet et tværfagligt sammenskudsgilde, hvor flere tager ansvar for butikken,” siger Linda Nørgaard Andersen.

Samarbejdet mellem de to museer har også vist, at museer kan hente meget hjælp og udvikling hos hinanden, mener de to museumskolleger. Det er gavnligt at besøge et andet museums maskinrum, og få en kollegas blik på sit eget sted, mener Linda Nørgaard Andersen og forsætter:

”Man opdager alt det, man selv med tiden bliver blind for, og helt nye måder at arbejde på. Museumsbranchen kunne blive bedre til at hjælpe og udvikle hinanden. Vi behøver ikke være de bedste til alt. I stedet for at skamme os over, at vi ikke kan det hele, kan vi række ud til hinanden og få hjælp. Du hjælper ikke en konkurrent. For hvad der gavner det ene museum, gavner også det andet.”