Studio.Ven x M/S

Et venskab der hylder håndarbejdets traditioner

Vi har indgået et venskab med Studio.Ven, et con amore-projekt, som laver one of a kind-styles af antikke tekstiler. I samarbejde med M/S Shop har Studio.Ven nyfortolket den ikoniske matroskrave og skabt en kollektion bestående af matrosskjorter, kjoler og kraver. Alt sammen unika styles specialdesignet til M/S Shop. Vores venskab bygger på et fælles værdisæt omkring genbrug, one size, brugsglæde og det gode håndværk.

Studio.Ven opstod som følge af en fælles interesse for håndarbejde og håndværkstraditioner hos de tre venner Julia Lous, Louise Bundgaard og Agatha Friis. Alle tre har forskellige baggrunde inden for samme branche: design, creative direction og skrædderi.

Tanken bag deres fælles con amore-projekt er, at det skal være et VENligt projekt på alle planer. Ven er et positivtladet ord. En ven er én, man værdsætter, én man passer på.

Hos Studio.ven hylder de langsommeligheden og historien i det gode håndarbejde. Hvert produkt er skæddersyet og fortæller sin egen historie. De arbejder med håndarbejdets traditioner i en nutidig ramme. Efter en del år i branchen længtes de alle tre efter at skabe noget særligt, der hverken er afhængig af sæson eller store produktionsapparater.

"Vi er stolte af at skabe nye udtryk og holde liv i historien for de kvinder, der gennem tiden har arbejdet med håndarbejde"

Julia Lous
Antikke tekstiler får nyt liv

De fine tekstiler som Studio.Ven bruger, er der ofte brugt mange timer på at forarbejde med godt håndværk og masser af kærlighed. Ved at genbruge antikke tekstiler, giver Studio.Ven dem et nyt liv og hylder de historier, vi finder i dem. Man taler tit om hvor mange gode middage, der er holdt med en bestemt dug eller hvor lang tid, nogen har siddet og broderet for at nå dét resultat.

Studio.Ven ønsker at skabe opmærksomhed omkring vores fantastiske håndarbejdstradition i Danmark. Derfor finder de også deres materialer lokalt.

Deres one of a kind-designs skabes ud fra en tanke om, at der er tekstiler og tøj nok i verden, så hvis der skal skabes noget nyt, så skal det være noget, der er tænkt meget grundigt over. Det skal være beklædning, som kan holde i mange år, både i udtryk og kvalitet, og som sætter et minimalt aftryk på miljøet. Samtidigt er alle styles unikke og det er ofte tekstilerne, der dikterer det endelige resultat. Et enkelt design med materialer der vidner om historiske teknikker og personlige fortællinger.